• Da jeg flyttede hertil fra Australien, var det for at arbejde og opleve en masse. Jeg mødte min kæreste den første aften, jeg var her. Det var lidt farligt at forelske sig i en dansker, men nu elsker jeg at være her.

    Jared Stubbs 32 år,

    konstruktionsingeniør i Metroselskabet

    Jeg er ansvarlig for design af anlægsarbejdet omkring de nye metrostationer. Det indebærer alt fra udgravning under jorden til støbning af stationsrum. Det kan være udfordrende at få alt til at hænge sammen i et så stort byggeri. Der er mange mennesker med forskellige holdninger og fagligheder og en tidsplan at holde, så det kræver meget koordination.

    Jeg kom til Danmark fra Australien og ledte efter et billigt sted at bo. Det fandt jeg hos en kammerat, som jeg spillede fodbold med.

    Kammeratens kæreste var Bonnies bedste veninde – og faktisk var jeg til fest i Bonnies lejlighed på min allerførste aften i Danmark.

    Den aften snakkede vi slet ikke sammen. Men lidt tid efter mødtes vi igen og begyndte at date og blev kærester.

    Det kom til et punkt, hvor vi måtte kigge hinanden i øjnene og sige: ”Skal det være os to?”. Det var lidt farligt at blive forelsket i en udlænding. Men vi blev selvfølgelig kærester.

    Man kan sige, at jeg er blevet her i Danmark på grund af kærligheden.

    En dag skal vi måske også prøve at bo i Australien. Så længe vi er sammen, skal vi nok finde ud af det.

    Da jeg kom til København for at arbejde, var det mest for at prøve at bo i et andet land og opleve en masse. Men nu elsker jeg virkelig at være her. Jeg synes, der er så god livskvalitet. Det er en stor by – men ikke så stor, at den er uoverskuelig.

    Det er dybt tilfredsstillende for mig at være en del af et så stort projekt. Jeg glæder mig til at kunne pege på Cityringen, når den er færdig, og sige ’Se, det har jeg været en del af’. Det er vildt at have været med fra dengang, det hele bare var en linje på en tegning og så frem til, at der kører metrotog på linjerne i virkeligheden.

  • Louise Høst 38 år,

    vicedirektør i Metroselskabet

    Jeg arbejder sammen med de dygtigste tunnelingeniører i verden, med de skarpeste byggefolk og nogle af de mest intelligente og fremsynede jernbanefolk. Tænk sig, at de er mine nærmeste kollegaer. Det er virkelig et privilegium.

    En af mine vigtigste opgaver er at sørge for, at arbejdsforholdene ude på byggepladserne er i orden. I kontrakterne stiller vi krav om ordentlige løn- og arbejdsforhold, der svarer til overenskomsten. Men det sker jo ikke af sig selv. Det er vi nødt til at løbende at kontrollere og følge op på, så folk får det, de skal have.

    På den lange bane handler mit job om at løse problemer. Men først skal man jo sørge for, at problemerne kommer frem i lyset.

    Sikkerheden ude på byggepladserne er også mit ansvar. Vi har 23 byggepladser, og der skal tages flere tusinde beslutninger hver dag for, at sikkerheden er lige så god i dag, som den var i går. Man er nødt til hele tiden at være på stikkerne, for det er jo en farlig arbejdsplads.

    Noget, vi virkelig kæmper for, er lærlingene. Det er nyt for dem, at de nu kommer til at være hos flere arbejdsgivere i løbet af deres praktiktid. Men det betyder også, at når de er færdige, så er der flere arbejdsgivere, de kan ringe til og sige: ”Hey, mester, skal du ikke bruge mig, nu er jeg færdiguddannet”.

    En læreplads på metrobyggeriet åbner døren for, at man kan komme ud og arbejde på andre store projekter. Cityringen er jo et kæmpestort, internationalt byggeri, og lærlingene vil derfor kunne få job i hele verden, når de er færdige.

    Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle have sådan et job her, da jeg blev uddannet i statskundskab. Jeg er gået fra at arbejde i stilletter og jakkesæt til at rende rundt med hjelm og sikkerhedssko. Det er så fedt.

    Jeg er gået fra at arbejde i stilletter og jakkesæt til at rende rundt med hjelm og sikkerhedssko. Det er så fedt.

    Louise Høst 38 år,

    vicedirektør i Metroselskabet

    Jeg arbejder sammen med de dygtigste tunnelingeniører i verden, med de skarpeste byggefolk og nogle af de mest intelligente og fremsynede jernbanefolk. Tænk sig, at de er mine nærmeste kollegaer. Det er virkelig et privilegium.

    En af mine vigtigste opgaver er at sørge for, at arbejdsforholdene ude på byggepladserne er i orden. I kontrakterne stiller vi krav om ordentlige løn- og arbejdsforhold, der svarer til overenskomsten. Men det sker jo ikke af sig selv. Det er vi nødt til at løbende at kontrollere og følge op på, så folk får det, de skal have.

    På den lange bane handler mit job om at løse problemer. Men først skal man jo sørge for, at problemerne kommer frem i lyset.

    Sikkerheden ude på byggepladserne er også mit ansvar. Vi har 23 byggepladser, og der skal tages flere tusinde beslutninger hver dag for, at sikkerheden er lige så god i dag, som den var i går. Man er nødt til hele tiden at være på stikkerne, for det er jo en farlig arbejdsplads.

    Noget, vi virkelig kæmper for, er lærlingene. Det er nyt for dem, at de nu kommer til at være hos flere arbejdsgivere i løbet af deres praktiktid. Men det betyder også, at når de er færdige, så er der flere arbejdsgivere, de kan ringe til og sige: ”Hey, mester, skal du ikke bruge mig, nu er jeg færdiguddannet”.

    En læreplads på metrobyggeriet åbner døren for, at man kan komme ud og arbejde på andre store projekter. Cityringen er jo et kæmpestort, internationalt byggeri, og lærlingene vil derfor kunne få job i hele verden, når de er færdige.

    Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle have sådan et job her, da jeg blev uddannet i statskundskab. Jeg er gået fra at arbejde i stilletter og jakkesæt til at rende rundt med hjelm og sikkerhedssko. Det er så fedt.