• Jeg var også med til at bygge den første metro. Siden har jeg bygget metro i Qatar, og nu er jeg så tilbage igen. Jeg elsker at gå dernede under jorden, og jeg ved altid, hvornår jeg er lige under min yndlingscafé på Frederiksberg.

    Simon Taylor 50 år,

    tunnelprojektchef i Metroselskabet

    Jeg er chef for tunnelenheden i Metroselskabet. Vi er 14 mand i alt som fører tilsyn med arbejdet under jorden.

    Jeg var også med til at bygge den første metro. Da den stod færdig, rejste jeg til Qatar for at bygge metro, og nu er jeg så tilbage i København igen.

    Man kan sige, at jeg skal styre ”skibet” udefra, men jeg kommer også jævnligt ned i tunnelen, og det elsker jeg.

    Det kan være udfordrende at tilpasse mit arbejde i tunnelerne med resten af byggeprojektet. Det påvirker vores arbejde, hvis en tidsplan pludselig ændrer sig. Så må vi rette ind. Sådan er dynamikken i et så stort projekt.

    Jeg har brugt mange år af mit liv på at arbejde under jorden. Det er lidt som en cirkushest, der gerne vil tilbage i savsmuldet. Sådan har jeg det, når jeg kommer ned under jorden.

    Jeg kan godt lide, at vi er så få mennesker dernede i forhold til verden ovenpå. Det er et lidt skjult land. Det, synes jeg stadigvæk, er dybt fascinerende efter 28 år i industrien.

    Tunnelarbejde er ikke det nemmeste arbejde. Det kan være fysisk hårdt og meget komplekst. I princippet udforsker man jo man hele tiden ny grund.

    Jeg elsker at gå en hel strækning nede i tunnelen. Når jeg går dernede under jorden, tænker jeg ofte på, hvad der sker ovenpå. Jeg har en ret god fornemmelse af, hvilke steder og butikker, der er lige over mig.

    I mange år var mit stamsted “Café den Blå Hund” på Frederiksberg, og jeg ved altid, hvornår jeg befinder mig lige neden under den. Det er lidt skægt at tænke på.

    Jeg glæder mig til, at København får en metro af samme format og størrelse som metroer i resten af verden, når Cityringen åbner. Helt personligt bliver det også skønt, når jeg kan tage metroen fra Hovedbanegården til Vestamager Station, hvor jeg arbejder. Jeg pendler nemlig helt fra Sorø hver dag.

  • Weronica Pielot 23 år,

    togfører hos Seli

    Jeg kom til Danmark, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle lave i Polen.

    Jeg har altid været interesseret i mere typiske mandefag, og jeg har altid stået og kigget på arbejdere og været optaget af, hvad de mon lavede.

    Jeg er chauffør i det lille tog, der kører nede i tunnelen. Med toget henter jeg alt det materiale, der bliver gravet ud, når tunnelmaskinerne borer.

    Hver dag lærer jeg noget nyt, og jeg stiller vildt mange spørgsmål til mine kolleger.

    Der er både elektrikere, mekanikere og alle mulige fagfolk hernede. Jeg er så videbegærlig og vil lære om det hele. Måske er folk trætte af, at jeg altid spørger. Men jeg kan ikke lade være. Jeg ser også mange tv-programmer som f.eks. “How it’s made” på Discovery Channel.

    På en måde er jeg bare en af drengene. Men det er alligevel lidt specielt at være en af de få kvinder nede i tunnelen. Jeg har virkelig lært meget på fire år hernede.

    Vi er mange fra Polen, så det er rart, at jeg også kan tale mit eget sprog i hverdagen.

    På en måde er jeg bare en af drengene. Men det er alligevel lidt specielt at være en af de få kvinder nede i tunnelen.

    Weronica Pielot 23 år,

    togfører hos Seli

    Jeg kom til Danmark, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle lave i Polen.

    Jeg har altid været interesseret i mere typiske mandefag, og jeg har altid stået og kigget på arbejdere og været optaget af, hvad de mon lavede.

    Jeg er chauffør i det lille tog, der kører nede i tunnelen. Med toget henter jeg alt det materiale, der bliver gravet ud, når tunnelmaskinerne borer.

    Hver dag lærer jeg noget nyt, og jeg stiller vildt mange spørgsmål til mine kolleger.

    Der er både elektrikere, mekanikere og alle mulige fagfolk hernede. Jeg er så videbegærlig og vil lære om det hele. Måske er folk trætte af, at jeg altid spørger. Men jeg kan ikke lade være. Jeg ser også mange tv-programmer som f.eks. “How it’s made” på Discovery Channel.

    På en måde er jeg bare en af drengene. Men det er alligevel lidt specielt at være en af de få kvinder nede i tunnelen. Jeg har virkelig lært meget på fire år hernede.

    Vi er mange fra Polen, så det er rart, at jeg også kan tale mit eget sprog i hverdagen.

  • Vores datter Gaia er vokset op her og går i børnehave og taler dansk. Vi er stadig italienere, men vi føler os meget hjemme i København.

    Valerio Violo 44 år,

    projektchef i SELI

    Jeg kom til Danmark for at arbejde i 2011. Før arbejdede jeg i både Grækenland og USA.

    Min kone er også ingeniør og arbejder sammen med mig på metrobyggeriet.

    Faktisk var min kone og jeg på motorcykelferie i København i 1999, da det første metrobyggeri var i gang. Vi så det og tænkte: ”Her i København kunne vi godt tænke os at arbejde. Tænk, hvis vi en dag kunne gøre det”. Og nu er vi her, så det er helt fantastisk.

    Man kan mærke en stor forskel på byggepladsen her i Danmark i forhold til i andre lande. Alle de ansatte følger reglerne og snyder ikke, og det gør arbejdet meget mere effektivt.

    Vores datter Gaia er vokset op her og går i børnehave og taler dansk. Vi er stadig italienere, men vi føler os meget hjemme i København.

    Hver dag, når jeg cykler hjem fra job og henter min datter i børnehave ved Søerne på Østerbro, tænker jeg: ”Det her sted føles som at være på ferie”. Det er en fantastisk følelse.

  • Jared Stubbs 32 år,

    konstruktionsingeniør i Metroselskabet

    Jeg er ansvarlig for design af anlægsarbejdet omkring de nye metrostationer. Det indebærer alt fra udgravning under jorden til støbning af stationsrum. Det kan være udfordrende at få alt til at hænge sammen i et så stort byggeri. Der er mange mennesker med forskellige holdninger og fagligheder og en tidsplan at holde, så det kræver meget koordination.

    Jeg kom til Danmark fra Australien og ledte efter et billigt sted at bo. Det fandt jeg hos en kammerat, som jeg spillede fodbold med.

    Kammeratens kæreste var Bonnies bedste veninde – og faktisk var jeg til fest i Bonnies lejlighed på min allerførste aften i Danmark.

    Den aften snakkede vi slet ikke sammen. Men lidt tid efter mødtes vi igen og begyndte at date og blev kærester.

    Det kom til et punkt, hvor vi måtte kigge hinanden i øjnene og sige: ”Skal det være os to?”. Det var lidt farligt at blive forelsket i en udlænding. Men vi blev selvfølgelig kærester.

    Man kan sige, at jeg er blevet her i Danmark på grund af kærligheden.

    En dag skal vi måske også prøve at bo i Australien. Så længe vi er sammen, skal vi nok finde ud af det.

    Da jeg kom til København for at arbejde, var det mest for at prøve at bo i et andet land og opleve en masse. Men nu elsker jeg virkelig at være her. Jeg synes, der er så god livskvalitet. Det er en stor by – men ikke så stor, at den er uoverskuelig.

    Det er dybt tilfredsstillende for mig at være en del af et så stort projekt. Jeg glæder mig til at kunne pege på Cityringen, når den er færdig, og sige ’Se, det har jeg været en del af’. Det er vildt at have været med fra dengang, det hele bare var en linje på en tegning og så frem til, at der kører metrotog på linjerne i virkeligheden.

    Da jeg flyttede hertil fra Australien, var det for at arbejde og opleve en masse. Jeg mødte min kæreste den første aften, jeg var her. Det var lidt farligt at forelske sig i en dansker, men nu elsker jeg at være her.

    Jared Stubbs 32 år,

    konstruktionsingeniør i Metroselskabet

    Jeg er ansvarlig for design af anlægsarbejdet omkring de nye metrostationer. Det indebærer alt fra udgravning under jorden til støbning af stationsrum. Det kan være udfordrende at få alt til at hænge sammen i et så stort byggeri. Der er mange mennesker med forskellige holdninger og fagligheder og en tidsplan at holde, så det kræver meget koordination.

    Jeg kom til Danmark fra Australien og ledte efter et billigt sted at bo. Det fandt jeg hos en kammerat, som jeg spillede fodbold med.

    Kammeratens kæreste var Bonnies bedste veninde – og faktisk var jeg til fest i Bonnies lejlighed på min allerførste aften i Danmark.

    Den aften snakkede vi slet ikke sammen. Men lidt tid efter mødtes vi igen og begyndte at date og blev kærester.

    Det kom til et punkt, hvor vi måtte kigge hinanden i øjnene og sige: ”Skal det være os to?”. Det var lidt farligt at blive forelsket i en udlænding. Men vi blev selvfølgelig kærester.

    Man kan sige, at jeg er blevet her i Danmark på grund af kærligheden.

    En dag skal vi måske også prøve at bo i Australien. Så længe vi er sammen, skal vi nok finde ud af det.

    Da jeg kom til København for at arbejde, var det mest for at prøve at bo i et andet land og opleve en masse. Men nu elsker jeg virkelig at være her. Jeg synes, der er så god livskvalitet. Det er en stor by – men ikke så stor, at den er uoverskuelig.

    Det er dybt tilfredsstillende for mig at være en del af et så stort projekt. Jeg glæder mig til at kunne pege på Cityringen, når den er færdig, og sige ’Se, det har jeg været en del af’. Det er vildt at have været med fra dengang, det hele bare var en linje på en tegning og så frem til, at der kører metrotog på linjerne i virkeligheden.